af Ole Goldbech, videncenterkonsulent i Videncenter for Didaktisk Udvikling, CVU Storkøbenhavn

Kvalitetssikring og evalueringskultur er begreber som præger diskussionen om skole og uddannelse. Ingen vil vel erklære sig uenige, selvfølgelig skal der være kvalitet i det, vi foretager os i skolen og i uddannelserne, og selvfølgelig skal kvaliteten sikres bl.a. gennem evaluering. I den sammenhæng er det nærliggende at afprøve begrebet evidens. Når man i matematikken benytter udtalelsen, at dette eller hint er evident, så betyder det, at det er indlysende eller at enhver kan ”se” det (vidére = se). Evidens benyttes ofte i betydningen, et tydeligt tegn på noget, eller en oplysning, som støtter en antagelse.

I naturvidenskaben anvendes evidensbegrebet i sin grundbetydning, netop om oplysninger som støtter antagelser. I moderne fysik handler det således om, ud fra opstillede modeller, at skaffe sig eksperimentelle data, som med en vis grad af sandsynlighed støtter modellen eller, hvad der erkendelsesteoretisk er mindst lige så interessant, ikke støtter modellen. Spørgsmålet i denne sammenhæng er, hvad betyder evidens i skole, uddannelser og profession?

En forudsætning for overhovedet at kunne tale om evidens er, at man er udstyret med en antagelse, eller sagt på en anden måde, en model af verden. En sådan model kan eksempelvis handle om den fysiske, den kognitive eller den affektive verden og således rumme både faglige, kommunikative, sociale og etiske faktorer. Når man ønsker støtte for sine antagelser eller modeller, kan man benytte evidens opnået gennem henholdsvis kvantitative eller kvalitative metoder, netop som Peter Allerup definerer dem, og hvor jeg må erkende, at anskuet som Peter Allerup citerer Georg Rasc, så bygger al naturvidenskab på kvalitative metoder.

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at når man foranstalter en undersøgelse, så træffer man samtidig nogle valg. Disse valg afhænger dels af den model, man arbejder inden for, dels af den aktuelle kontekst. Sagt på en anden måde, enhver form for undersøgelse er en reduktion af virkeligheden. Det er der ikke i sig selv noget odiøst i, men det er et grundvilkår, som skal tages i betragtning, specielt i den efterfølgende fortolkning af undersøgelsen.

I den pædagogiske praksis i skolen og i uddannelserne er det, ligesom Jens Bydam præciserer det for sygeplejens vedkommende, væsentligt at kunne dokumentere som forudsætning for kvalitetsudvikling. Det må være muligt på et dokumenteret grundlag at udtale sig om, at én form for pædagogisk praksis fungerer bedre end en anden. Det er ikke nok blot at synes, at det gik vist meget godt og eleverne eller de studerende var glade og tilfredse.

På den anden side er måske bl.a. det, at elever og studerende er glade og tilfredse, én af de væsentlige og afgørende faktorer for, at undervisningen er effektiv. Men netop en sådan pointe kan ikke ses ved et klinisk kontrolleret forsøg, som er karakteriseret ved, at det gøres så uafhængigt af konteksten som muligt. I det, der er blevet offentliggjort om PISA-undersøgelsen, er det blandt andet blevet fremhævet at danske elever er ganske tilfredse med at gå i skole, eksempelvis i modsætning til finske elever, hvor det, at børnene kommer hjem og fortæller, at de har haft det sjovt i skolen får advarselslamperne til at blinke hos deres forældre. Samtidig er danske elevers score i naturfag betydelig dårligere end finske elevers. En noget forhastet slutning i den forbindelse kunne være, at danske elever blot skal have reduceret glæden ved at gå i skole, så skal de nok blive bedre til naturfag. Nu kender jeg ikke opgaverne og ej heller sammenhængen mellem dem i PISA-undersøgelsen, men hvis der i undersøgelsen ikke er gjort noget for at skabe sammenhæng mellem spørgsmål eksempelvis om naturfagsundervisning og tilfredshed med skolen, så vil det vel være ”svindel” efterfølgende at fremhæve korrelationer mellem svarere på disse spørgsmål?

Ikke desto mindre kunne det være interessant at få dette område belyst. Forskningsspørgsmålet kunne formuleres: Er der sammenhæng mellem danske skoleelevers kundskabsniveau i naturfag og deres trivsel i naturfagstimerne? Skal man have oplysninger, der støtter den antagelse, at svaret er ja, så er det nødvendigt at finde en række indikatorer dels på kundskabsniveau, dels på trivsel i naturfagstimer. I denne stillingtagen til indikatorer kan der arbejdes ud fra kvalitative metoder som fx interviews, klasseobservation, essays eller opgaveløsning. I disse metoder indgår bl.a. det kommunikative aspekt som Jens Bydam fremhæver. Når resultaterne foreligger i form af udskrift af interviews og klasseobservationer samt elevernes essays og løste opgaver, skal de samles, fortolkes og kommunikeres. I denne proces må der nødvendigvis ske en reduktion, idet de kvalitative data systematiseres i kategorier, som kan behandles kvantitativt. Nødvendigheden er en følge af, at vi skal kunne ”se” resultatet, samtale om det og handle på det.

I skolen, uddannelserne og professionerne er evidens uden tvivl et meget brugbart begreb i evaluering og kvalitetssikring. I særdeleshed når det benyttes i samarbejde mellem professionsudøvere og didaktikere i skole- og curriculumudvikling. På det pædagogiske forskningsområde er det væsentligt at have opmærksomhed på både kvalitative og kvantitative metoder.