af Bo Steffensen, videncenterkonsulent i Videncenter for Didaktisk udvikling, CVU Storkøbenhavn

I forbindelse med OECD-rapportens ønske om etablering af en evalueringskultur i den danske folkeskole er begrebet evidens blevet centralt. Hvordan gør man den etymologiske udlægning af evidens synlig - at det man foretager sig i læreruddannelsen og -arbejdet er professionelt og virker som det skal? Som andre nye ord findes der ingen rigtigt god oversættelse, da brug af de nærliggende udtryk beviser eller dokumentation allerede ved deres konnotationer delvist har svaret på spørgsmålet inden det er stillet. Ikke desto mindre er det politiske krav til professionen at der skal evalueres, fx i form af nationale tests efter forskellige trin i folkeskolen

De to oplæg er da også så forskellige som man kan forestille sig og gør det svært at forholde sig til dem set under et, hvilket jeg dog alligevel vil forsøg på. Den bedste mulighed for en samlet replik giver Peter Allerslev i sin indledning ved at citere den verdensberømte danske statistiker George
Rasch der sagde at alle undersøgelser dybest set er kvalitative fordi alle målinger ved nærmere eftersyn består af sammenligninger. Måling med tal (kvantitativ evidens) er en sammenligning mellem det målte og en anden målestok – i en proces der ikke fordrer tal. Jeg går ud fra - uden at det siges eksplicit - at denne anden målestok fordrer ord.

Den kvantitative undersøgelse består derfor altid i brug af tal i form af optællinger og af matematiske beregninger og har den store fordel at kunne udtrykkes i relation til præcision.
Nu er der imidlertid ikke meget i denne verden der kan udtrykkes alene ved hjælp af tal
På et helt elementært plan kan man i matematikundervisningen skelne mellem færdighedsregning og problemløsningsopgaver, hvor de første ikke fordrer ord – når man først har forstået forskrifterne, mens den anden type opgave et en talopgave, som er gemt i en sproglig historie.
Færdighedsregningen kan løses af en lommeregner, men problemløsningsopgaven kræver forståelse af sproget i historien.

Sådan som jeg forstår Allerup er forudsætningen for mange af de internationale undersøgelser, fx Pisa, at man kan transformere informationsindholdet i de kvalitative variable (der er sprogligt formuleret) til kvantitative variable, via et indeks (indices) – hvilket betyder at opgaverne bliver ”anonyme” med hensyn til det faglige indhold og alene har sværheden til fælles med de andre opgaver. Det bliver dermed også muligt at præcisere den grad af usikkerhed der altid må forekomme når man arbejder uden for et helt lukket matematisk, axiomatisk system. Men målet er dog stadig præcision i beskrivelsen af grad af usikkerhed.



Som forsker der uden synderlig matematisk og statistisk kompetence, har arbejdet sammen med
statistikere på højt niveau, har man altid en ydmyghed og respekt for den præcision og stringens der tilbydes. Men den fornemmelse der samtidig følger med er en følelse af at der måske ikke er en velbegrundet baggrund for den sikkerhed der må være en nødvendig forudsætning for fx Pisa undersøgelserne. Kan man transformere fra ordverden til talverden?

Der findes et særligt matematisk register – som man kalder det i sprogvidenskaben, og som både gælder brug at et særligt matematisk symbolsprog (X*Y) og brug af hverdagssproget på en særlig måde. (Tegn omridset af den mindst mulige fodboldbane i målestoksforholdet 1:500).
Spørgsmålet er - som jeg ser det – hvordan man overhovedet – som lægmand kommer til at forstå dette register tilstrækkeligt præcist til at kunne anvende det fx i prøver og tests.

Hvis det er tilfældet kan man spørge til hvad der måles (validiteten) i de forskellige Pisa-undersøgelser. Kan man vurdere sværhedsgraden og dermed opgavernes anonymitet uden et indgående kendskab til den sproglige kontekst opgavernes stilles ind i, specielt når de indgår
i en international rangorden? Som jeg ser det er det store problem at jeg som kompetent fagperson ikke ser mig i stand til at svare på det. Hvis udgangspunktet er antallet af rigtige eller relativt rigtige besvarelser, kan jeg se at opgaverne og deres formulering i en i Politiken offentliggjort test fra Pisa ikke gør det muligt. Danske elever kan ikke umiddelbart svare ”rigtigt” på opgaven fordi de ikke er undervist på den måde opgaveformuleringen forudsætter.(Bo Steffensen, 2005: Fagdidaktik og Fælles Mål. Kvan 72) I en vis forstand ligner denne diskussion det tidligere centrale forskningsfelt. Om der findes kulturneutrale intelligenstests?
Blæser svaret stadig i vinden?

Der er ingen tvivl om det nødvendige i at man som professionel skal kunne evaluere sit arbejde.
Internt og i samarbejde med andre. Derfor er evidensbetragtninger og evalueringskultur centrale begreber i et forsøg at opgradere fagligheden i den danske folkeskole. Men det er lige så vigtigt at
arbejdet bygger på en viden om og en forståelse for, i hvad der undervises i den danske folkeskole.
Der findes ikke en standardiseret norm for faglighed når man bevæger sig uden for ren færdighedslæring til forståelse og kompetence. Det kræver en fagdidaktisk kompetence for at kunne skabe en valid evalueringskultur i vores profession.