af Jørgen Thorslund, udviklingschef i CVU Storkøbenhavn

Med en lidt overraskende forsinkelse er evidensdebatten nået til de pædagogiske sektorer. Andre velfærdsområder – f.eks. sygepleje - har drøftet evidensbaseret praksis i årevis, men pædagogisk forskning og professionsudøvelse er fortsat præget af en normativ tradition for at udvikle den gode pædagogik.

Ugebrevet Mandag Morgen lod en bredt sammensat tænketank formulere et omfattende oplæg i januar 2005: Virker velfærden – et debatoplæg om evidens og velfærd. Reaktionerne blev dog umiddelbart få – – men hen over sommeren er debatten begyndt at rase blandt socialpædagogerne. ”Vi er kritiske, fordi vi ikke tror, at man kan overføre den naturvidenskabelige metode, som man kender den inden for sygehusverden til den pædagogiske verden” – argumenterer et bestyrelsesmedlem fra Foreningen af Døgninstitutioner i Socialpædagogen (nr. 15). Man frygter for at den professionelle metodefrihed udhules. I samme blad svarer SL’s repræsentant i tænketanken, Vagn Michelsen, at det er nødvendigt at styrke den professionelle kvalitet: ”Evidens handler om metoder til at afgøre hvilke indsatser, der virker, og hvilke der ikke virker.”

Kommunernes Landsforening tager nu tråden op i deres nyligt udsendte debatoplæg: Forskning, der kan bruges - nyorientering af den pædagogiske forskning. ”Der synes helt grundlæggende at være behov for at opbygge en mere systematisk og evidensbaseret viden om ”hvad virker?” og samtidig sikre, at denne viden aktivt anvendes. Hvad er effekten af forskellige undervisningsmetoder
mv. i forhold til forskellige grupper, f.eks. to-sprogede elever, elever med læseproblemer osv.”

Men er det så entydigt, hvad evidensbaseret viden er? Er det ikke blot udtryk for ”beton positivisme”, som Benny Lihme kaldte det i Social Kritik? Mandag Morgen fastholder et meget snævert begreb for evidens, hvor stærk evidens kun kan hentes fra forskning baseret på metastudier der samler resultater fra et antal undersøgelser – helst baseret på lodtrækning og kohortestudier. Sådanne undersøgelser er desværre meget omfattende og dyre, ikke mindst hvis de skal laves ordentligt. Og så er det for resten ikke let at få et helt skolevæsen til at agere kontrolgruppe. Men når man så står med de klare resultater, så kan de til gengæld også bruges over hele verden – hævdes det. Tilbage er blot at implementere den nye – og bedste viden – i praksis. Denne implementering – ”nedsivning” fra forsker til seminarium til lærer til elev er imidlertid ikke let at holde styr på. Den har ellers været forsøgt i mange år. Måske er det fordi – som formuleret i moderne læringsteori – at den lærende skal være medproducerende i sin læring.

Vi har brug for at styrke et bredere evidensparadigme, der anerkender at også den viden der produceres blandt praktikerne har gyldighed, men den skal naturligvis være klar på sin metode og sit grundlag. Praktikerne er bedst til at vurdere ” Hvad virker for hvem under hvilke omstændigheder?” Et bredere evidensparadigme har også implikationer for CVUerne, når de både uddanner og videreuddanner de pædagogiske professioner samt varetager deres videncenterfunktion. Det er ikke nok at gøre CVUerne til transmissionsled for universiteternes forskning. CVUerne er forpligtet på at være udviklingsbaserede, det vil sige at også de producerer ny viden, hvis gyldighed og grundlag har betydning for at kunne vurdere, hvad der virker bedst.

KL retter en skarp kritik mod universiteter og CVUer: ”Samspillet mellem universiteter og Centre for Videregående Uddannelse (CVU) er for ringe og svækker mulighederne for at forankre ny forskningsviden hos lærerne ude på skolerne.” Men samtidigt er KL godt klar over at man ikke blot kan nøjes med at lade viden sive eller lave et clearinghouse, hvor den nyeste forskning indsamles og vurderes. De foreslår at man yderligere skal opbygge en ”vidensinfrastruktur”, som kan sikre, at ny viden bliver videreformidlet og omsat i den løbende undervisning på skolerne og i det pædagogiske arbejde i daginstitutionssektoren.”

Et godt forslag. Lad os sammen opbygge den vidensinfrastruktur gennem partnerskaber, der bygger bro mellem praktikere og skoleejere, CVUer og universiteter. Men der skal mindst to parter til partnerskab. CVUerne vil gerne – vil kommuner og universiteter også?