af Peter Allerup

Det redaktionelle ’format’ som denne dialog omkring evidens holder sig inden for – med artikel, replik og, nu min duplik – har nogle fordele og, desværre også sine begrænsninger. Fordelene ligger set fra mit synspunkt i, at man tvinges til at være ret præcis i sit skrevne valg af ord, begreber og beskrivelser og måske søger man efter den præcise mening med et begreb ved at beskrive det fra flere sider. Begrænsningerne eller ulempen, om man vil ligger i, at lykkes det ikke at være præcis nok, tager det en ekstra skriftlig runde at rette op på den øjensynlige uoverensstemmelse mellem hvad den ene part mente at have skrevet og den anden parts opfattelse af, hvad det skrevne betyder.

På en måde har disse problemer med selve formålet med nærværende meningsudveksling at gøre, fordi uoverensstemmelsen evt. ’bare’ kan være udtryk for forskellige måder at identificere nye kategorier med! Tag fx min identifikation af ’kvalitative undersøgelser’. Hos både Bo Steffensen og Nelli Øvre Sørensen ser det ud til, at jeg afgrænser kvalitative undersøgelsers opsøgen af nye kategorier udelukkende, eller tæt forbundet med disse kategoriers ’evne’ til at kunne kvantificeres. Som ’kategori’ kan denne identifikation ikke være mere forkert – kvalitative undersøgelser resulterer i kategorier, som eventuelt senere danner grundlagt for kvantitative udsagn. Jeg skal give et eksempel:

Ved den sidste Nicolai Malko dirigentkonkurrence i København vandt Mei-Ann Chen fra Taiwan førsteprisen. Straks efter havde radioens P1 adgang til et interview og journalisten indledte med følgende spørgsmål: ”Hvordan opleves det at være kvindelig dirigent?” Efter et tydeligt suk fra Mei-Ann svarede hun, at hun hellere ville svar på et spørgsmål om hvad det vil sige at være dirigent – altså uden samtidig at referere til hendes køn som pige! Noget famlende forlod journalisten derefter den kategori, han havde udset sig på forhånd til interviewet: ’kvindelig dirigent’ og gik over til den i hans øjne noget mindre interessante kategori ’en dirigent’. Kategorien ’kvindelig dirigent’ kan identificeres i den kompleksitet, som hele konkurrencen består af, og metoderne til at gøre det kan være mangfoldige. I dette tilfælde er journalisten sandsynligvis faldet for en metode, der samtidig berører en kvantitativ side af kategorien ’kvindelig dirigent’ – nemlig, at der ikke er ret mange af slagsen. Her er det springende punkt: At tælle antallet af ’kvindelige dirigenter’ er ikke en kvantificering af selve kategorien ’kvindelig dirigent’ men en efterfølgende udnyttelse af, at kategorien eksisterer og kan benyttes som grundlag for at ’tælle’. En mulighed – som jeg ikke skal pådutte journalisten – ligger i, at han med spørgsmålet lagde op til en (selv)evaluering af at være ’kvindelig dirigent’ i forhold til at være ’mandlig dirigent’ – underforstået, at der eksisterer en slags rangordning af de to kategorier. Trods denne fortolknings ubehageligheder er end ikke dette skridt noget, der fordrer en egentlig kvantificering af kategorierne kvindelig- eller mandlig dirigent for at kunne evalueres. Selv om et spørgsmål af typen ”Hvordan opleves det at være dirigent med højde 1,65 m?” på overfladen har noget kvantificerbart over sig, er det jo ikke kategorien som sådan, der kvantificeres. Til gengæld kunne metoden til identificere kategorien ’at være dirigent med højde under 1,65’ bestå i at sammenholde dirigenthøjder med højderne på partiturholdere – som måske laves standard med højden 1.60!

Der er altså hverken tale om, at enhederne i kvalitative undersøgelse, ’kategorierne’ er interessante fordi de enten via en transformation (Bo Steffensen) eller via en underordning (Nelli Øvre Sørensen) står i noget forhold til kvantiteter. På den anden side synes jeg at Bo Steffensen berører noget vigtigt i relationen mellem fx 10 kvalitative kategorier: ’At svare på spørgsmål 1’, …, ‘at svare på spørgsmål 10’ i en sprogtest med 10 delopgaver og den kvantitet, som består i at notere, at ’eleven havde 4 rigtige svar’. Reduktionen af den kvalitative kategori som består i svar på de ti spørgsmål (sammensat af de førnævnte 10 enkeltkategorier med svar på de enkelte spørgsmål) til ét ’tal’ – 4 rigtige – underkaster kategorierne nogle bestemte egenskaber, at være ’anonym’ mht. til sit faglige indhold og alene lade sig repræsentere ved fælleegenskaben ’sværhed’. Denne opfanges efterfølgende, kvantificeres om man vil gennem 4-talles fortolkning som grad af ’dygtighed’ for eleven.
Jeg må erkende, at Nelli Øvre Sørensens forslag om at se på ’evidens’ i relation til Aristoteles’s vidensformer i mine øjne – som Nelli Øvre Sørensen skriver – netop er at åbne debatten et helt andet sted, så det håber jeg, vi kan få lejlighed til ved en anden lejlighed.