af Nelli Øvre Sørensen, Sygepleje- og Radiografskolen i Københavns Amt

Jens Bydam
”Evidens er godt, men aldrig godt nok” skriver Jens Bydam.
Formålet med evidens er at gøre sygepleje professionel, effektiv og korrekt gennem evidens og referenceprogrammer. Bydam accepterer, at evidens er kommet for at blive, vil jeg udlægge det til.
Bydam har en binær beskrivelse af evidensformer i sygepleje: en form hvor det drejer sig om at producere: saglig, realistisk, sand videnskabelig viden – og en form hvor det drejer sig om: det gode og det skønne, en kontekstuel evidens med etisk moralsk tilgang.
Med Habermas tilgang til evidens inviteres til en forening af de to tilgange - en system- og en livsverden, derved opnås en tredje form for evidens. Med en slags dialog mellem de to tilgange og en indbygget kontrolinstans i den kommunikative handlings diskurs, som ikke må ses så naiv som det af og til udlægges. Der findes ikke magtfrie rum.

Diskussion:
Sagt på en anden måde, kan man se denne tredje form for evidens som en dialog mellem en kvantitativ og en kvalitativ evidens. En sådan evidens accepterer ikke en reduktion af evidens til den ene eller den anden form for evidens, men som en altid interagerende og dialektisk nyskabelse til et højere og bedre niveau af teoretisk og praktisk viden og kunnen. For begge former for kundskab er til stede i denne dialogiske form.
Hermed er vi kommet frem til en anden type ideologi, der er udfordrende i en verden, der styres af politiske cost-benefit analyser, hvor målet er hurtige og effektive resultater, der kan dokumenteres og skal holdes inden for den ressourcemæssige ramme, der sættes med politiske mål. Men den er ikke uproblematisk.

Påstand:
Set i en ramme hvor den herredømmefrie kommunikation er sat som kontrolinstans til at styre en politisk slagsmark om økonomi og ressourcer, er det spørgsmålet, hvordan nogen kan overbevises om, at begge sider er lige vigtige for kvalitet og er lige mulige at kontrollere. For kontrol er det ikke mere magtkontrol med midlerne end en videnskabelig kontrol af kunnen og viden?

Peter Allerup:
”… hvad der egentlig adskiller undersøgelser eller analyser frembåret af ’kvantitativ evidens’ fra andre typer af evidens. Ofte modsættes ´kvantitativ evidens’ til ’kvalitativ evidens’” skriver Peter Allerup, hvorefter Allerup argumenterer for at grundproblemet bliver måling ’med tal’ reduceret til sammenligning mellem en målestok og en proces.
Allerup antager, at man kan skelne mellem ’kvantitativ’ og ’kvalitativ’ evidens ud fra undersøgelsens formål. Allerup kalder at definere nye kategorier som kvalitativ undersøgelse og at udnytte eksisterende kategorier for kvantitativ undersøgelse.

Diskussion:
Jeg er med så langt, at en kvalitativ undersøgelse, drejer sig om at indsamle og behandle information fra åbne spørgsmål og iagttagelser etc., og at en kvantitativ undersøgelse drejer sig om at indsamle information fra kategorier, variable.
Min uenighed opstår, når Allerup definerer og dermed reducerer en kvalitativ undersøgelse, indsamlet via interviews, observationer etc. til kvantificerbare nye kategorier. Her har jeg en anden opfattelse af, hvad der kan kaldes en kvalitativ undersøgelse, og hvad der er kvantitative undersøgelser.
Og det er muligvis hovedproblemet, at der er mere prestige i at kunne måle og sammentælle end i at udføre kvalitative undersøgelser. Begge dele kan være store og valide, men må vurderes ud fra forskellige præmisser og kriterier for videnskabelighed. Det er, når disse kriterier sammenblandes, at jeg oplever, der kommer validitetsproblemer med evidensbegrebet - som i den aktuelle brug (når det drejer sig om sundhedssektoren) i selv er et udtryk for en reduktion, et kvalitativt fænomen, der er blevet taget til indtægt for en kvantitativ operationalisering.

Påstand:
Peter Allerup underordner øjensynligt det kvalitative under det kvantitative, gør det metodisk til en ny underkategori. Det er et forsøg på at omforme en brugsværdi til en konkret bytteværdi. At kvantificere på denne måde på en kvalitativ undersøgelse er det, jeg vil kalde en kategorial fejltagelse.
Det bliver ikke en kvalitativ undersøgelse, fordi der søges efter materiale, der kan kvantificeres som kategorier. Det er ikke en kvalitativ undersøgelse, fordi der kan konstrueres nyudviklede kategorier. Det er at reducere mening og betydning til informationer, med henblik på at en ny kategori kan blive til en kvantificerbar variabel.
Det jeg vil diskutere her er, at det ikke er hvad som helst, der meningsfuldt kan udsættes for en kvantificering. Det må problematiseres i forhold til den bølge af evidens, der er igangsat i sundhedsprofessioners arbejde gennem en årrække, og som nu breder sig ind i pædagogiske professioners rækker.


Evidens: at komme til klarhed
Jeg kunne nu tænke mig at åbne debatten et helt andet sted.
Evidens er et gammelt filosofisk begreb, der betyder at komme til klarhed, en intuitiv erkendelse af evidens, der hænger sammen med forskellige måder at sanse og erkende verden på.
Evidens kan med en sådan udlægning ikke anskues som Bydams og Allerups teknologiske bud på evidens (i betydningen: noget man kan gøre noget med).


Aristoteles har flere former for viden:
Nous – den intuitive fornuft, der går forud for enhver erkendelse
Techné - der står for den almenviden, der er nødvendig forudsætning for en skabende virksomhed.
Phronesis – (intellektdyden) der står for den praktiske fornuft. Viden om det gode. Ud fra denne fornuft træffer vi det rette valg. Intellektet fortæller os, hvordan vi skal handle, hvor en situation kan vurderes som værende af den eller den karakter. Men det betyder ikke at vi nødvendigvis gør det gode.
Epistemé – Det intellektuelle, videnskab, erkendelse, fremstillet af en tanke, tilfældigheder ikke nødvendigheder
Sofia – visdom, den fuldendte erkendelse, foreningen af epistemé og nous, at man kan erkende noget intuitivt
Og det kommer man først efter en livslang filosoferen. Når man har filosoferet og er kommet til klarhed, bliver man livsklog, man opnår Sofia.


Skal vi følge Aristoteles, fører erfaring til erindring, der fører til at vide AT. At vide AT er ikke tilstrækkeligt i sig selv, og må suppleres med at vide HVORFOR, en viden der spørger til tingenes årsager - (i betydningen den der besidder kundskaber, og ikke i betydningen årsags-virkning)
De forskellige kundskabsformer kan skrives på en anden måde også:

 

 

 

Spørgsmål til Bydam og Allerup:

Mit spørgsmål er nu: hvordan ser Bydam og Allerup deres skitserede bud på evidens, hvis vi forestiller os deres evidensbegreber placeret i forhold til ovennævnte Aristoteliske vidensformer.